Rejse med hund eller kat

Smådyr - Rejse med hund, kat eller fritte


For rejser til EU-lande kræves der det blå EU selskabsdyrspas på dyret, som desuden skal være mærket for entydig identifikation. Passet laves hos din dyrlæge. Hunden eller katten skal være rabiesvaccineret senest 21 dage før indrejse. Skal du rejse til lande udenfor EU, skal du selv orientere dig om specifikke regler på Fødevarestyrelsens hjemmeside.


For indrejse med hunde til Irland, Nordirland (UK), Storbritannien, Malta, Finland eller Norge, er der krav om behandling mod rævens dværgbændelorm (Echinococcus Multilocularis). Dette foregår ved at din hund får en ormepille hos os tidligst 5 dage før indrejse, og senest 24 timer inden indrejse til et af de pågældende lande. Det attesteres i dyrets EU selskabsdyrspas hvornår ormekuren er givet. Husk at reglerne kan ændre sig, og at du som ejer selv er ansvarlig for, at dit dyr overholder reglerne for det pågældende land. Alle regler ses på Fødevarestyrelsens hjemmeside.