Vaccination

Smådyr - Vaccination


Et hyppigt stillet spørgsmål i vores klinik er: "Skal min hund eller kat vaccineres hvert år?" Vores svar er som udgangspunkt ja, hvis man vil gardere sig bedst muligt. I enkelte tilfælde vil der være afvigelser, og vores dyrlæger vurderer altid, hvad der er det bedste for det enkelte dyr.


Vi anbefaler, at alle hvalpe og killinger basisvaccineres. Dette indebærer to vaccinationer med 4 ugers mellemrum når hvalpen eller killingen er mellem 8-12 uger og en vaccination igen når dyret er 1 år. Herefter skal dyret revaccineres årligt. Dette kan dog diskuteres når det drejer sig om din hund. Alt efter hvad du bruger din hund til og hvor meget kontakt den har til andre hunde kan vi anbefale andre tidsintervaller.

Hvis din hund skal i kennel og passes i fx. ferien, kan kennelen kræve ekstra vaccine mod kennelhoste. Der findes flere slags vacciner, så husk at spørge hvad din kennel kræver.


Et andet spørgsmål som vi ofte bliver spurgt om er: "Hvorfor skal en Chihuahua have samme vaccinedosis som en Grand Danois?". Det er vigtig at forstå, at vaccinedoser ikke afhænger af dyrets vægt som andre lægemidler gør. Dette skyldes at immunforsvaret ikke er mindre i en Chihuahua end i en Grand Danois. Mængden af vaccine er derfor udregnet efter hvor meget der skal til for at kickstarte immunforsvaret, så dyret bliver beskyttet.


Husk at der ved en vaccination desværre ikke er 100% garanti for at din hund eller kat ikke bliver syg, men den er en god sikkerhed for en mildere form for smitte, hvis uheldet skulle være ude.